Caroline Wozniacki jubler over sejren i Aegon International, den danske tennisspillers første titel på græs. Titlen giver en perfekt optakt til Wimbledon.
Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki var i dag tilbage for fuld styrke, da hun vandt WTA-turneringen Aegon International i Eastbourne. Med finalesejren på 7-6, 7-5 over franskmanden Virginie Razzano fik danskeren sin femte WTA-titel, blot to dage før grand slam-turneringen Wimbledon begynder i London.
- Dette er den perfekte opladning til Wimbledon. Græssæsonen er meget kort, så det er vigtigt at være skarp fra starten. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang i Wimbledon. Min modstander (Kimiko Date, red.) kender jeg ikke særligt godt. Hun har været væk i mange år og gjorde comeback sidste år, så jeg har aldrig mødt hende. Men jeg er i rigtig god form og bør kunne gå videre til anden runde, siger Caroline Wozniacki til TV2 Sport.
Sejren i Eastbourne var danskerens anden på WTA-tour'en i år, og den kommer få uger efter, at Wozniacki røg ud af French Open med en skade i ryggen.
- Det er min første titel på græs, så det er virkelig en dejlig følelse at vinde her. Jeg har spillet godt hele turneringen, som også har været rigtigt godt besat med gode spillere, så det er rigtigt stort at vinde den her turnering. Lodtrækningen så ellers svær ud, men jeg har spillet godt lige fra starten, næsten bedre end jeg havde regnet med, så det er bare dejligt, siger Caroline Wozniacki til tv-stationen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker