Pernille Blume sikrer VM-bronze i 100 meter fri
Pernille Blume kunne fredag juble, da hun for første gang vandt medalje ved et langbane-VM i svømning. Foto: /ritzau/AP/Michael Sohn/arkiv
/ritzau/AP/Michael Sohn/arkiv
Pernille Blume svømmede sig fredag til sin første medalje ved et langbane-VM med bronze i 100 meter fri.
Den danske svømmestjerne Pernille Blume viste igen klassen, da hun fredag sikrede sig bronzemedaljen i 100 meter fri ved langbane-VM.
Dermed er Danmark noteret for den første medalje ved mesterskaberne i Budapest, og Pernille Blume kunne juble over sin første medalje i karrieren ved et langbane-VM.
Pernille Blume satte igen dansk rekord på distancen, da hun svømmede i tiden 52,69 sekunder.
Dermed var det tredje gang, hun forbedrede den danske rekord på to dage.
Torsdag svømmede hun i tiden 53,13 sekunder i sit indledende heat, og i semifinalen senere torsdag forbedrede hun atter rekorden med 52,99 sekunder.
- Det er slet ikke gået op for mig. Jeg kiggede op og kunne ikke få øje på min tid.
- Det bedste ved det hele er, at jeg har forbedret mig hver gang i indledende, semifinale og nu.
- Jeg tænker bare, det er megafedt alt det her. Det var et cirkus uden lige, siger Pernille Blume til TV2 Sport.
Hun har vundet fem medaljer i holdkap ved kortbane-VM i sin karriere, men det var første gang, hun stod i en individuel finale ved et langbane-VM, som er højere profileret.
100 meter fri er ikke engang Pernille Blumes favoritdisciplin. Det er i stedet 50 meter fri, som var den disciplin, hun vandt OL-guld i for et år siden i Rio.
Allerede lørdag skal Pernille Blume i bassinet igen, når der svømmes indledende heat i 50 meter fri ved mesterskaberne i Ungarn.
Fredag kunne den 23-årige svømmer bare nyde sin bronzemedalje på den dobbelte distance.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå på en medaljeskammel på 100 meter.
- Jeg har det sådan: Hvad skete der lige der? Jeg er så glad. Det er fantastisk.
- Jeg glæder mig bare helt vildt til i morgen (lørdag, red.) på den halve distance, for jeg ved bare, at der er så meget fart i mig, siger Pernille Blume.
Simone Manuel fra USA vandt guld i tiden 52,27 sekunder, mens svenske Sarah Sjöström tog sig af sølvmedaljen med tiden 52,31 sekunder.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde