Pernille Harder stanger Bayern foran i sikker CL-sejr
Pernille Harder (til højre) har scoret fem mål i tre kampe i Champions League. Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix
Bayern München vandt 3-0 over Vålerenga i Champions League. Pernille Harder scorede tidligt på et hovedstød.
Danske Pernille Harder er helt alene øverst på topscorerlisten i kvindernes Champions League i fodbold.
Det står klart, efter at den 31-årige Bayern München-stjerne tirsdag aften åbnede målscoringen i holdets 3-0-sejr på hjemmebane over norske Vålerenga.
Med fem mål i tre kampe kan ingen andre spillere matche danskeren, der i Bayerns første gruppekamp i starten af oktober scorede hattrick mod Arsenal.
Senere i oktober blev det også til et mål mod Juventus.
Bayern var klar favorit i tirsdagens opgør, og der gik mindre end ti minutter, før Harder kom i fokus.
Holdkammeraten Klara Bühl smed bolden ind i feltet, hvor danskeren helt umarkeret kom stormende og stangede den i netmaskerne.
Syv minutter senere blev Bayerns føring fordoblet, da Giulia Gwinn sikkert eksekverede et straffespark.
Sejren blev cementeret i slutminutterne med en flot flugter af østrigske Sarah Zadrazil.
Pernille Harder var ikke det eneste danske islæt i kampen.
Janni Thomsen fik således fuld spilletid for Vålerenga. Undervejs modtog hun en advarsel.
Bayern er ubesejret i turneringen og topper således sin gruppe med ni point for tre kampe.
Arsenal har seks point, mens Juventus har tre. Vålerenga har tabt alle holdets tre kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub