Peter Bredsdorff stopper i Bjerringbro-Silkeborg
Peter Bredsdorff-Larsen startede som cheftræner i BSH i 2014. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den mangeårige BSH-cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen stopper i klubben efter indeværende sæson.
Bjerringbro-Silkeborg skal på jagt efter en ny cheftræner.
Når indeværende sæson er slut, stopper Peter Bredsdorff-Larsen således i håndboldklubben efter syv år på posten.
Det skriver BSH i en pressemeddelelse.
Bredsdorff-Larsens kontrakt udløber efter sæsonen og bliver altså ikke forlænget.
Han kom til klubben i 2014 med et mål om at gøre BSH til en topklub inden for dansk herrehåndbold.
- De forventninger, der var til Peter, da han tiltrådte, har han til fulde levet op til. Med Peter i spidsen har Bjerringbro-Silkeborg været med i de afgørende medaljekampe i håndboldligaen, Final 4 (pokalturneringen, red.) og leveret store kampe og oplevelser i de europæiske turneringer," siger Jesper Schou, direktør i Bjerringbro-Silkeborg i pressemeddelelsen.
I 2016 førte Peter Bredsdorff-Larsen klubben til et dansk mesterskab.
Han havde gerne set sig selv fortsætte i BSH, men ikke for enhver pris.
- Vi har haft en lang dialog, og der er folk i klubben, som måske synes, at tiden er inde til noget nyt, og man kan jo altid diskutere, hvornår tiden er inde, siger Peter Bredsdorff-Larsen til Ritzau.
- Syv år er lang tid i trænerbranchen, og jeg er stolt over at kunne sige, at der ikke er flere tilbage på kontoret eller i bestyrelsen, fra da jeg startede. Er det lang tid? Ja, måske er det, eller måske er det ikke, og der kan være mange gode år endnu.
- Jeg er glad for det, jeg kigger tilbage på. Kunne det have fortsat? Ja, det synes jeg da godt, det kunne. Jeg er godt tilfreds med dagligdagen - samarbejdet med spillerne og lederne omkring holdet.
Peter Bredsdorff-Larsen har endnu ikke gjort sig nogle tanker om, hvad fremtiden kan byde på.
BSH ligger aktuelt på tredjepladsen i Herre Håndbold Ligaen efter ti kampe.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker