Badmintonspilleren Peter Gade er godt tilfreds med mandagens lodtrækning til VM i badminton, der begynder den 8. august i London.
Den semifinaleseedede dansker har umiddelbart gode muligheder for at leve op til sin seedning og nå et forventet møde med Kinas Lin Dan i semifinalen.
- Det er en fin lodtrækning, siger Peter Gade, som dog på ingen måde regner med at spadsere sig til en VM-medalje.
- Jeg har stor respekt for de modstandere, der er på vejen. Der er farlige modstandere undervejs, som på en god dag kan gøre det rigtig svært for mig, vurderer den 34-årige dansker, som jagter sin femte medalje ved et individuelt VM.
Peter Gade skal i sin første kamp op mod Englands Rajiv Ouseph, og i en eventuel ottendedelsfinale lurer Indonesiens Simon Santoso.
- Simon er en af de hårde blandt de spillere, der er seedet til ottendedelsfinalerne, men jeg har slået ham en del gange, siger Gade.
I kvartfinalen kunne Peter Gade ifølge seedningen være rendt ind i tre kinesere, heriblandt den forsvarende verdensmester Chen Jin.
Det endte dog med, at danskerens sandsynlige modstander bliver den syvendeseedede Tien Minh Nguyen fra Vietnam.
- Kvartfinalen kan jeg ikke få bedre, så jeg er godt tilfreds, siger Peter Gade.
Danskeren føler sig fint forberedt til VM-turneringen efter et hidtil vellykket træningsforløb.
- Jeg har været meget grundig og punktlig. Vi har forsøgt at gøre tingene optimalt og har presset citronen, hvor vi skal. Der har ikke været nogle afbræk indtil videre, og jeg har kunnet passe samtlige træningspas, siger Peter Gade.
Danskeren har en VM-sølvmedalje og tre VM-medaljer af bronze i sin samling.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker