Peter Gade i semifinalen efter gyser

Kampen var imødeset med spænding, og forventningerne blev til fulde indfriet, da Peter Gade og Taufik Hidayat fredag aften tørnede sammen i kvartfinalen af All England.

Danskeren var i flere omgange nede i sækken, men utroligt nok lykkedes det 33-årige Peter Gade at vinde kampen 20-22, 22-20, 22-20 til stor begejstring for ikke mindst de danske fans i National Indoor Arena i Birmingham.

Peter Gade kom glimrende fra start i første sæt og slog et hul ved 14-10, men Taufik indhentede danskeren ved 15-15.

De to spillere straffede hinanden nådesløst, når modstanderen kom til at løfte bolden for højt mod baglinjen, og kampen bølgede frem og tilbage. Sublimt spil ved nettet af Gade gav danskeren en sætbold ved 20-19, men Taufik svarede igen med et flot diagonalt smash i den efterfølgende duel.

Taufik fik sin første sætbold, da Peter Gade lod en bold passere, som blev dømt inde, og herefter koksede det for danskeren, som på sætbolden returnerede en serv i nettet.

I andet sæt kom Gade hurtigt bagud 3-9, men fik udlignet til 17-17. Gade tilkæmpede sig herefter to sætbolde ved 20-18, som blev brændt, men på den tredje leverede danskeren en fornem opsamling på et smash, og indoneseren sendte derefter bolden i nettet til dansk sætsejr.

Peter Gade knyttede næven efter sætsejren, men det var Taufik, som kom skarpest ud til tredje og afgørende sæt.

Indoneseren kom hurtigt foran 8-1, men danskeren viste endnu en gang fantastisk moral ved at udligne til 13-13.

Gades gode defensiv sikrede ham matchbold ved 20-19, men Taufik klarede i første omgang frisag.

På den anden matchbold leverede Gade endnu en flot opsamling, og Taufik skød i nettet som afslutning på 81 minutters intenst drama.

I herredouble gennemlevede Mathias Boe og Carsten Mogensen et omtrent lige så stort drama, før de kom videre til semifinalen. Danskerne besejrede for første gang i karrieren verdensmestrene Fu Haifeng og Cai Yun fra Kina med 21-17, 18-21, 21-18.

/ritzau/

Badmintonspilleren Peter Gade er i semifinalen i All England, efter at han i tre tætte sæt besejrede indoneseren Taufik Hidayat. Også herredoublen er videre.

Offentliggjort Sidst opdateret