Det endte som de kinesiske badmintonfans havde håbet på.
Andenseedede Peter Gade tabte lørdag sin semifinale ved China Masters i Changzhou til den tredjeseedede hjemmebaneyndling Chen Long, der sejrede med 21-18, 21-14 på lidt under en times tid.
Danskeren var i begge sæt foran i begyndelsen, men Chen Long var aldrig til at ryste.
- Chen Long spillede godt, han er på hjemmebane, og jeg spillede 80 minutter i min kvartfinale, så det er nogle af de ting, der spiller ind, siger Peter Gade.
- Efter et skuffende VM for ham i sidste måned, hvor han røg ud i første runde, havde han også noget at skulle bevise, så han har været meget motiveret i denne turnering, forklarer danskeren, der selv fik bronze ved VM i London.
Peter Gade er trods nederlaget ikke alt for skuffet over sin turnering.
- Det gik faktisk bedre end forventet. Jeg brugte mange kræfter op til og under VM, så det her resultat er egentlig okay, og jeg har fået samlet nogle gode point sammen.
- Det er altid svært i Kina, men jeg slog to kinesere inden semifinalen, fortæller den tidligere verdensetter.
Kineserne er i øvrigt sikret hjemmebanesejr, da den anden semifinale er en kamp mellem to kinesere - verdensmesteren Lin Dan møder Chen Jin.
Mixed doublen med Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen tabte ligeledes i semifinalen til et kinesisk par. 15-21, 20-22 tabte danskerne.
Danmark har dermed kun én chance for en finaledeltager. Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen møder senere lørdag et koreansk par.
I næste uge drager verdenseliten videre til Tokyo og Japan Open.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde