Peter Gade misser finalen i Kina

Det endte som de kinesiske badmintonfans havde håbet på.

Andenseedede Peter Gade tabte lørdag sin semifinale ved China Masters i Changzhou til den tredjeseedede hjemmebaneyndling Chen Long, der sejrede med 21-18, 21-14 på lidt under en times tid.

Danskeren var i begge sæt foran i begyndelsen, men Chen Long var aldrig til at ryste.

- Chen Long spillede godt, han er på hjemmebane, og jeg spillede 80 minutter i min kvartfinale, så det er nogle af de ting, der spiller ind, siger Peter Gade.

- Efter et skuffende VM for ham i sidste måned, hvor han røg ud i første runde, havde han også noget at skulle bevise, så han har været meget motiveret i denne turnering, forklarer danskeren, der selv fik bronze ved VM i London.

Peter Gade er trods nederlaget ikke alt for skuffet over sin turnering.

- Det gik faktisk bedre end forventet. Jeg brugte mange kræfter op til og under VM, så det her resultat er egentlig okay, og jeg har fået samlet nogle gode point sammen.

- Det er altid svært i Kina, men jeg slog to kinesere inden semifinalen, fortæller den tidligere verdensetter.

Kineserne er i øvrigt sikret hjemmebanesejr, da landsmanden Chens Jin venter i finalen. Han besejrede noget overraskende Kinas verdensmester Lin Dan, der var førsteseedet, med 25-23, 21-15.

Mixeddoublen med Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen tabte ligeledes i semifinalen til et kinesisk par. 15-21, 20-22 tabte danskerne.

Heller ikke lørdagens tredje semifinale med dansk deltagelse var en succes. Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte med 1-2 i sæt til et koreansk par.

I næste uge drager verdenseliten videre til Tokyo og Japan Open.

/ritzau/

Finalen i China Masters i badminton bliver uden Peter Gade, der i semifinalen tabte til kineseren Chen Long.

Offentliggjort Sidst opdateret