Peter Regin skifter til New York Islanders

Den danske ishockeyspiller Peter Regin har endelig fået klarhed over, hvor han skal spille i den kommende sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

NHL-spilleren skifter Ottawa Senators ud med New York Islanders, hvor han foreløbig har skrevet kontrakt for et år.

Dermed fordobler klubben fra Long Island sit kontingent af danske spillere: I forvejen råder den over en anden tidligere Herning-spiller Frans Nielsen.

Regin har været plaget af skader og havde svært ved at finde formen i den seneste, afkortede NHL-sæson, hvor han de sidste måneder måtte se kampene fra tribunen.

Hans kontrakt med Ottawa Senators er netop udløbet, og nu forlader den 27-årige dansker altså den canadiske klub, hvor han nåede at spille 184 kampe og lave 59 point.

/ritzau/