FC Midtjylland var blandt de første danske klubber til for alvor at tage databrug til sig, og det har været med til at skubbe klubben frem mod blandt andet tre danske mesterskaber siden 2014.
Klubben har vokset sig til en af Danmarks største og førende klubber, og til at flytte FCM endnu mere fremad har man oprustet den sportslige ledelse med Peter Sand som fodbolddirektør.
Den tidligere spiller havde efter karrierestoppet en lille håndfuld år i trænerfaget, men vender retur til fodboldverdenen efter mere end et årti ude i erhvervslivet.
Her har han siddet med masser af data, og den tilgang er taget med til Herning.
- Der er en meget mere videnskabelig tilgang til fodbold nu. Det er også det, der tiltaler mig rigtig meget. Fordi det er det, jeg kender fra erhvervslivet med at være KPI-styret, fortæller han.
Det seneste årti er brug af data blevet en integreret del af fodbold. Både til statistisk rekruttering af spillere, fysiologisk monitorering og som analyseværktøj rent taktisk for trænere.
Og den speeder, som styrer brugen af data i FCM, vil blive trykket endnu mere i bund med Peter Sand ved roret i den sportslige afdeling.
- Udefra har jeg kunnet se, at den datadrevne tilgang virkelig har været en game changer i professionel fodbold. Jeg tror på, at vi kan blive endnu mere datadrevne, siger han.
Nogle tidligere fodboldspillere og trænere har det svært med, at data er blevet så stor en del af fodbold. Silkeborg-træner Kent Nielsen er en af dem.
Han har det fint med, at andre lægger stor vægt på det, men for ham giver det ikke mening at læne sig opad.
- Jeg plejer at anskueliggøre min holdning med, at hvis en mand, spiller bolden fremad bredt til højre, så tæller det på en eller anden pasningskonto for præcision. Det gør det også, hvis han laver en pasning, som bryder kæderne.
- Overordnet set tæller de to lige meget, men vi synes ikke, den første har så stor værdi, men det har den anden til gengæld, forklarer Kent Nielsen.
Midt imellem Peter Sand og Kent Nielsens holdninger står Brøndby-træner Jesper Sørensen. Han bruger selv data i sin trænergerning, men han advarer samtidig mod at tillægge det for stor værdi.
- Der er rigtigt mange, der prøver at se, om de kan kortlægge kompleksiteten i spillet ved hjælp af data, siger han og giver samme eksempel som sin trænerkollega i Silkeborg.
- Den kortlægning har jeg ikke set nogen ramme præcist endnu. Og derfor skal man passe på ikke at lade data blive for styrende.
Hans erfarne midtbanespiller Daniel Wass stiftede første gang for alvor bekendtskab med brugen af data i Valencia fra 2018 til 2022. For ham har det ikke fjernet charmen ved fodbold.
- Det er en god udvikling. Jeg synes, det er spændende at se mine tal efter kampe, i forhold til om jeg ligger der, hvor jeg skal ligge. Jeg tror, det er til gavn for både spillerne og fodbolden generelt, siger han.
Peter Sand kommer med et mindset om at anskue FCM som en virksomhed. Men det er en virksomhed med en klub i, understreger han.
For ham kan glæden og passionen ved spillet sagtens kombineres med en tung datadrevet tilgang.
- Det skal ikke blive en diskussion om enten eller. For mig er det en både og.
Men det er klart, at der skal være en datadrevet tilgang i dag. Det er der slet ingen tvivl om, siger han.
De tanker flugter, heldigvis for ham, godt med, hvordan hans cheftræner Thomas Thomasberg anskuer fodbold.
- Fodbold handler stadig meget om følelser, men vi har også i dag en masse helt konkret viden både omkring det fysiske og det spillemæssige, som vi kan bruge, siger han.
/ritzau/
FCM har fyldt op i pokalskabet
FC Midtjylland rykkede i 2000 op i Superligaen og etablerede sig hurtigt i den øvre halvdel af ligaen. De seneste ti år har man udviklet sig til at være førsteudfordrer til FC København.
* Superligaen
Tre gange dansk mester (2015, 2018 og 2020).
Fem gange sølv (2007, 2008, 2019, 2021 og 2022).
* Pokalturneringen
To pokaltitler (2019 og 2022).
Fire tabte pokalfinaler (2003, 2005, 2010 og 2011).
* Europæiske gruppespil
Én deltagelse i Champions League (2020/21-sæsonen).
Tre deltagelser i Europa League (2015/16, 2021/22 og 2022/23).
/ritzau/
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne