Peter Vindahl-fejl koster mål i tjekkisk nederlag

Danske Peter Vindahl indtog en hovedrolle med en stor fejl i første halvleg, da Sparta Prag tabte 2-1 ude mod Real Betis. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix

Målmand Peter Vindahl kom i fokus for Sparta Prag, da en stor fejl kostede i nederlaget mod Real Betis.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske Peter Vindahl spillede en hovedrolle, da en stor fejl fra målmandens side kostede et mål imod Brian Priske og Sparta Prag, der tabte med 1-2 på udebane til Real Betis i Europa League-gruppespillet.

Brian Priskes tropper, der ud over Peter Vindahl i målet også havde Asger Sørensen fra start i midterforsvaret, fik ellers en god begyndelse på kampen, da tjekkerne kom i front efter blot et par minutters spil.

Føringen holdt dog ikke i mange minutter, da hjemmeholdet udnyttede en stor fejl fra Peter Vindahl i målet.

Målmanden gik helt forkert af en lang bold, der hoppede forbi danskeren på kanten af feltet. Betis' Assane Diao kunne dermed udnytte den danske fejl og lægge bolden i et tomt mål til 1-1.

I midten af anden halvleg sendte profilen Isco Betis på sejrskurs med et hovedstød, hvor Vindahl var chanceløs i det tjekkiske mål.

Andetsteds i Europa League-gruppespillet var en dansker også i fokus, da William Bøving blev matchvinder for østrigske Sturm Graz, der gæstede Polens Rakow Czestochowa, som FC København slog ud af sidste kvalifikationsrunde inden Champions League-gruppespillet.

Bøving startede inde for østrigerne, og allerede efter lidt mere end 20 minutters spil kom han i fokus.

Danskeren kom først på en hoppende, løs bold i feltet og med en resolut venstrebensafslutning sendte Bøving den ind ved den fjerne stolperod til en 1-0-føring til gæsterne. Scoringen endte med at blive den eneste i opgøret.

I Portugal blev Morten Hjulmand på midtbanen taget ud i pausen for Sporting, der tabte 1-2 hjemme mod Atalanta.

Jens Jønsson kom ind i anden halvleg for AEK Athen, der tog imod et kriseramt Ajax-hold med Anton Gaaei på bænken. Det opgør sluttede 1-1.

/ritzau/