Petter Northug fører igen Tour de Ski
Den norske langrendsstjerne Petter Northug er tilbage på førstepladsen i denne sæsons udgave af Tour de Ski.
Northug brugte et af sine stærkeste våben, en hård spurt, til at sikre sig sejren på torsdagens etape, der var en 35 kilometer lang jagtstart fra Cortina d'Ampezzo til Toblach i Italien.
Ruslands Alexander Legkov blev nummer to, mens schweizeren Dario Cologna, der har vundet touren tre gange, kom i mål som nummer tre.
Når bonussekunderne er regnet med, fører Northug samlet med 5,7 sekunder foran Legkov, efter at fire af de syv etaper er afviklet.
Nordmanden har aldrig vundet Tour de Ski, men kom godt fra land i årets udgave, da han erobrede den røde førertrøje på lørdagens prolog.
Han mistede den dog straks til russiske Maxim Vylegzjanin, men er nu atter i en fin position forud for tourens afgørende etaper.
Dario Cologna, der regnes som Northugs hårdeste konkurrent til den samlede sejr, er mere end 10 sekunder bagefter.
Tour de Ski fortsætter med sprint fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned