Philip Olsen og Mads Jensen skal til forhandlings-bordet

Philip Olsen ser lyst på sin fodboldfremtid. Han har netop spillet sin karrieres bedste halvsæson med 11 kampe i 1. division. Nu satser han på at tilkæmpe sig en stamplads og en ny kontrakt. Han skal til forhandlingsbordet om en uges tid.

- Jeg er glad for at være i klubben og føler, at jeg har suget meget til mig i foråret. Jeg håber meget på, at vi kan nå til enighed om en kontrakt, siger den snart 24-årige midtbanespiller, der glæder sig over, at hans kammerat Jonas Buhn også igen er blevet en del af Alliance-truppen.

Også forsvarsspilleren Mads Jensen håber at blive i Alliancen. Han talte med cheftræner Jesper Tollefsen efter træningen og skal snarest til forhandlingsbordet hos direktør Morten Jensen.

- Jeg kan godt lide at være her. Det er god klub med mange gode mennesker, begrunder den 27-årige forsvarsspiller, som dog føjer til:

- Det er jo også et spørgsmål om økonomi, og den er næppe blevet bedre efter nedrykningen. Men nu må vi se, om vi kan få det til at hænge sammen.




Mads Jensen og Philip Olsen satser på at blive i Lolland-Falster Alliancen.

Offentliggjort Sidst opdateret