Pihl synes tabt for Alliancen

Da Lolland-Falster Alliancen indledte forberedelserne til den kommende sæson i mandags skete det uden 21-årige Christian Pihl Pedersen på træningsbanen.

Folketidende erfarer, at den hurtige kantspiller, der p.t. er på ferie- og forretningsrejse i Spanien, kraftigt overvejer en sabbattid fra fodbold og således formentlig ikke står til rådighed for cheftræner Jesper Tollefsen i Alliancen - i en ubestemt periode.

- Christian har sendt en sms-besked, hvor han meddeler, at han trænger til en fodboldpause, men at det ikke skulle forstås som et klubskifte var undervejs, fortæller Jesper Tollefsen.
- Det tager jeg til efterretning og konstaterer generelt, at jo nærmere vi kommer turneringsstarten, jo sværere bliver det at komme på holdet til premiereopgøret mod HIK, siger Alliance-træneren.

Det er ingen hemmelighed, at Alliancens spillestil under Tollefsen ikke just har været kantspillerens kop te.

Og Christian Pihl Pedersen, der ikke har været under kontrakt det sidste halve år, har slet ikke været tilfreds med de mange bænkepladser i denne sæson, hvilket han også gav udtryk for efter udekampen mod Allerød, hvor han kom ind for 12. gang - af i alt 13 - og fremtvang det afgørende straffespark.

Foto: PANDURO JENS

Den hurtige kantspiller overvejer en sabbatperiode fra fodbold.

Offentliggjort Sidst opdateret