Pihls pletskud gav LFA-sejr
Foto: Christian Pihl Pedersen suser af sted mod den afgørende scoring. Foto: Klaus Ibsen
Christian Pihl Pedersen suser af sted mod den afgørende scoring. Foto: Klaus Ibsen
Lolland-Falster Alliancen vandt 3-2 ude mod Stenløse.
På kun fire minutter i midten af anden halvleg formåede Alliancen at sætte en 2-0-føring over styr. Men "bjørnene" endte alligevel som vindere, da Christian Pihl Pedersen slog til et minut efter sin indskiftning.
Ja, opgøret ude mod Stenløse var i sandhed et livligt af slagsen. "Bjørnene" begyndte bedst og havde styr på begivenhederne i første halvleg. Efter 11 minutter gjorde Mathias Olsen det til 1-0, da han fulgte op på Andreas Baks stolpeskud.
Philip Olsen øgede til 2-0 i det 29. minut. Han headede et godt indlæg fra Andreas Bak flot i nettet.
Men føringen blev en sovepude for "bjørnene". Falstringerne kom til at stå lidt for langt tilbage på banen i anden halvleg, og værterne viste pludselig en helt anden indstilling.
Efter en times spil reducerede Michael Fleischer til 1-2 med en god flugter, og fire minutter senere udlignede Lasse Nielsen. Et hjørnespark blev headet mod mål af Nicolai Helby, og Lasse Nielsen dirigerede den det sidste stykke over stregen.
Alliance-træner Jesper Tollefsen reagerede med en indskiftning af Christian Pihl Pedersen 20 minutter før tid. Minuttet efter blev han matchvinder. Forsvareren Lars Stage stod for længe med bolden. Pihl fløj frem mod ham, erobrede bolden og drønede målrettet mod kassen og udplacerede keeperen med et indersidespark.
Det var Alliancens fjerde sejr i træk, og nykøbingenserne er nu nummer syv i 2. division Øst.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie