Piotr: Caroline holdt hovedet koldt

Der var lagt en slagplan, og den blev fulgt nøje, da Caroline Wozniacki spillede sig videre til anden runde ved US Open efter sejr over Galina Voskoboeva med cifrene 6-4, 6-0. Den høje kasakher slår et brag af en forhånd, så den skulle danskeren helst undgå at slås med, og far og træner, Piotr Wozniacki, vurderede efter kampen missionen til at være lykkedes glimrende.

- Det vigtigste var, at hun holdt hovedet koldt, og at hun spillede sådan, som vi havde snakket om. Hele tiden baghånd, baghånd, baghånd og så en gang imellem forhånd. Det var taktikken. Det er måske lidt primitivt, men det var effektivt, siger han.

Også serverne fungerede godt for Wozniacki, der byttede kraft ud med skru og variation. Midt i første sæt lavede hun sågar et servees med en vinklet andenserv ud af banen. Det var ikke tilfældigt, forklarer Piotr Wozniacki.

- Hun spiller mod en, der har gode returneringer, så det var vigtigt at Caroline hele tiden blandede serverne. Det var ikke vigtigt med power, men det var vigtigt med en blanding, så hun ikke kan forvente, at der hele tiden kommer den samme slags, siger han.

Caroline Wozniacki møder verdensranglistens nummer 137, den 18-årige kroat Petra Martic, i anden runde.

/ritzau/

Taktikken var primitiv, men effektiv, da Caroline Wozniacki spillede sig videre til anden runde ved US Open, og så holdt hun hovedet koldt ifølge far Piotr.

Offentliggjort Sidst opdateret