De fleste publikummer på Rod Laver Arena i Melbourne var godt underholdt, da Caroline Wozniacki spillede sig videre til anden runde af Australian Open med en sejr på 6-3, 6-4 over argentinske Gisela Dulko.
Kampen bød på mange lange, afvekslende dueller med begge spillere flittigt på besøg ved nettet. Wozniacki fordi hun blev lokket derop af Dulkos mange stopbolde, Dulko fordi hun som verdens bedste doublespiller er en mere end almindelig ferm flugtspiller.
Men trods underholdningsniveauet og sejren var den danske tennisstjernes far og træner, Piotr Wozniacki, langt fra tilfreds med sin datters indsats.
- Hun var alt for nervøs. Hun kunne ikke lave de ting, hun gerne ville. Hun havde nul timing i serven og i returneringerne.
- Hun var helt stiv, når hun servede, siger han efter en kamp, hvor Caroline Wozniacki ikke lavede en eneste servevinder og kun få gange fik sendt bolden af sted med over 170 km/t.
- Baghånden slog hun også bare tilbage. Der var ingen power, siger en skuffet Piotr Wozniacki, inden han forlader Rod Laver Arena med en kæk bemærkning:
- Det var ikke god tennis, men vi vandt. Nu kommer Federer, så får I god tennis, siger Piotr Wozniacki med et smil på læben.
Og han skulle vise sig at få ret. Mændenes nummer to, Roger Federer, gik på banen umiddelbart efter og udraderede sin modstander, slovakiske Lukás Lacko, med cifrene 6-1, 6-1, 6-3
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde