Piotr Wozniacki: Programplanlægning skabte lidt kaos
Caroline Wozniacki fik plads på Centre Court tirsdag, da to spillere måtte opgive på grund af skader i kampene tidligere på dagen. Foto: /ritzau/AP/Alastair Grant
/ritzau/AP/Alastair Grant
Tilskuere, der ville støtte Caroline Wozniacki, vidste ikke, hvilken bane de skulle sikre sig billet til.
Caroline Wozniacki vidste tirsdag, at hun skulle spille efter klokken 17 lokal tid (18 dansk tid), men mere vidste hun ikke.
Opgøret mod Timea Babos, som Wozniacki vandt 6-4, 4-6, 6-1, var én blandt to kampe, der skulle sættes på programmet mod slutningen af tirsdagen, så danskeren vidste ikke, hvilken bane hun skulle i aktion på.
Det fandt far og træner Piotr Wozniacki ikke optimalt for forberedelsen.
- Jeg blev overrasket over den måde, fordi vi måtte vente, og måske skulle spille her og måske skulle spille dér. Det var ikke optimalt, siger Piotr Wozniacki.
Han fortalte, at det skabte kaos, fordi mange var i London for at støtte den femteseedede dansker.
- Mange ville gerne støtte Caroline, men de vidste ikke, hvor de skulle købe billetter til. Der var også flere venner her. Det var lidt kaos, fortæller Piotr Wozniacki.
Han ville dog ikke kritisere arrangøren, som endte med at finde plads til turneringens danske islæt på Centre Court kort efter klokken 17 lokal tid.
Det skete, da programmet her blev afviklet overraskende hurtigt. Således måtte både Roger Federer og Novak Djokovic' modstandere opgive at spille videre efter godt 40 minutter på banen på grund af skader.
- De vil gerne have Caroline på en af de store baner, men på Centre Court skulle Kerber, Djokovic og Federer spille, og der var heller ikke rigtig plads på bane 1, hvor der var to herresingler og Karolína Plísková, siger Piotr Wozniacki.
Hovedpersonen havde varmet op og følte sig klar, da hun pludselig blev kaldt på Centre Court med få minutters varsel.
- Det er kun i Wimbledon, at man gør det sådan, og jeg prøvede det også for to år siden. Men jeg kunne fornemme, hvor det bar hen, da der var skader på Centre Court, fortæller Caroline Wozniacki.
Hun skal i aktion igen torsdag, når bulgareren Tsvetana Pironkova er modstanderen i anden runde.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned