Placering hæmmer planlægningen

KOMMENTAR: Der er brug for spillere, der kan gøre en forskel hos Team Sydhavsøerne, mener Folketidendes sportsredaktør, Allan Plenborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Allan Plenborg, sportsredaktør

KOMMENTAR: Tiden kan være inde, hvor Team Sydhavsøerne skal sadle om, hvis klubben vil mere end tilhøre “den tunge ende” af 1. division. Der er brug for et par fyrtårne - spillere, der kan gøre en forskel og gøre de nuværende spillere endnu bedre.

Og fyrtårnene skal være to langskytter - en højre og en venstre back. Får Team Sydhavsøerne dem, er der potentiale til at spille med om topplaceringerne i landets næstbedste håndbold-række. Det koster naturligvis at købe dygtige spillere, men pengene kan Team Sydhavsøerne måske finde ved at slanke den nuværende gode og brede trup. Er det nødvendigt med 18 kontraktspillere?

Team Sydhavsøerne forsøgte inden sæsonen af kapre den mangeårige ligaspiller Kim Johannesen, som ville forlade Viborg for at vende tilbage til Sjælland. Cheftræner Jimmy Albrechtsen ønskede sig brændende Kim Johannesen, og Team Sydhavsøerne var i dialog - ja, i forhandlinger med profilen. Men Team Sydhavsøerne tøvede, fordi klubben sidste sommer manglede midlerne til at honorere Kim Johannesens krav. Han smuttede i stedet til TMS Ringsted. Hvor værdifuld en spiller Kim Johannesen er, så alle ved selvsyn i Maribo-Hallerne, da Team Sydhavsøerne fik klø af TMS Ringsted for små to måneder siden. Kim Johannesen var Ringsteds omdrejningspunkt i såvel forsvaret som angrebet.

I stedet løb tiden fra Team Sydhavsøerne, som i begyndelsen af august skrev kontrakt med serberen Slobodan Djordjevic. Han kostede ikke helt samme beløb som Kim Johannesen, men næsten!

Udover målmand Morten Fager var Djordjevic Team Sydhavsøernes eneste nyindkøb. Men han stod med garanti ikke på cheftræner Jimmy Albrechtsens ønskeliste. Han lignede mest af alt et panikkøb. Men hvad gør man ikke, når man mangler en skytte og der er blot seks uger til den første turneringskamp?

Slobodan Djordjevic slog aldrig til, skønt han fik flere chancer af Jimmy Albrechtsen. Nu er samarbejdet blevet afbrudt. Team Sydhavsøernes dyreste spiller er fortid i klubben. Kontrakten er blevet ophævet. Team Sydhavsøerne sparer hans løn indtil udgangen af juni, men desværre ser det ikke ud til, at det vil lykkes at skaffe en erstatning. Team Sydhavsøerne har pengene til at købe en langskytte, men kan ikke få en af kvalitet godt midtvejs henne i sæsonen.

Den øjeblikkelige placering lige over nedrykningsstregen hæmmer sportschef Henrik “Zürich” Jørgensen og Jimmy Albrechtsen i deres planlægningsarbejde for næste sæson.

Der er en verden til forskel på at spille i landets næstbedste eller tredjebedste række. Såfremt førsteholdet skal spille i 2. division, er det urealistisk at forestille sig, at der kommer forstærkninger. Af flere grunde: Ingen er interesserede - og Team Sydhavsøerne vil ikke have midlerne, fordi det koster både sponsor- og tilskuerindtægter, hvis flagskibet rykker ud af 1. division i denne sæson.

Derfor krydser jeg fingre for, at Team Sydhavsøerne får ribbet sejlene og erobret de nødvendige point. For vi har brug for et lolland-falstersk herrehold i landets næstbedste række. Team Sydhavsøerne har organisationen - og sponsor- og tilskuerunderlaget er ligeledes til stede. Søndagens flotte 32-27-sejr mod et af topholdene, Odder, var et skridt på vejen mod redning. Udviser spillerne samme attitude og spilleglæde fremover, er det muligt at klare frisag!