Plaget Mads Pedersen dropper Tour-ambitioner

Mads Pedersens Tour de France har foreløbig ikke udviklet sig, som den tidligere verdensmester havde håbet. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensmester kæmper med sygdom og eftervirkninger af styrt og opgiver at jagte resultater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver efter alt at dømme ikke i år, Mads Pedersen henter karrierens første etapesejr i Tour de France.

Den tidligere verdensmester har været plaget af knubs, siden han styrtede på 1. etape. Og da han inden torsdagens etape også blev ramt af forkølelse, væltede korthuset for den 25-årige sjællænder.

Nu lægger han foreløbig alle ambitioner om topresultater til side.

- Det er ikke lige min Tour. Jeg ændrer mentaliteten lidt til resten af løbet, og nu handler det om at få det bedste ud af det og bruge det som forberedelse til resten af sæsonen.

- Når man ikke er helt på toppen her, kan man ikke køre spurter og køre om resultater.

- Spurterne er droppet i resten af denne uge, hvor jeg skal prøve at komme igennem så let som muligt, så jeg forhåbentlig er frisk igen i starten af næste uge.

- Så må vi se. Det kan være, at der er supergode ben, og så er der jo et par spurter mere, siger Mads Pedersen.

Selv om han ikke kan på det niveau, han havde forventet, er han dog fast besluttet på at gennemføre alle 21 etaper.

- Der skal virkelig meget til, før jeg ikke skal til Paris. Enten skal der være noget brækket, eller også skal holdet tage mig ud, og der er vi slet ikke endnu.

- Det er bare en forkølelse, og selvfølgelig er jeg forslået, men det har jeg jo været i ti dage nu, siger Mads Pedersen.

Havde han været frisk, havde han formentlig sat et kryds ud for fredagens etape.

Her venter nemlig 220 flade kilometer til Carcassonne, hvor der er gode chancer for, at publikum får en massespurt at se.