Playmaker takker Pytlick for kæmpe skulderklap
Hun kom med i VM-truppen på et afbud, men playmakeren Jane Schumacher er i fuld gang med at slå fast, at hun er havnet det helt rigtige sted.
Da det danske håndboldlandshold søndag aften slog europamestrene og OL-sølvvinderne Montenegro med 22-21, var det Schumacher, som landstræner Jan Pytlick satte til at styre angrebsspillet fra start.
Selv om hun fik pauser undervejs, endte hun med at være på banen næsten dobbelt så længe, som det sædvanlige førstevalg på pladsen, Kristina Kristiansen.
- Det er et kæmpe skulderklap, at Jan tror på mig og giver mig den tillid. Det er jeg virkelig glad for. Jeg synes også, at det gik fint, og jeg er meget tilfreds, siger Jane Schumacher.
Hun var medvirkende til, at det danske angrebsspil virkede mere afklaret i de første tre fjerdedele af kampen, inden det hele endte i ren nervekamp mod slutningen.
- Til allersidst var det som om, der gik for mange nerver i den. Det var lidt for spændende. Ellers synes jeg, at vi hen ad vejen spillede en rigtig, rigtig god kamp.
- Jeg kommer til at gå rundt og smile de næste dage. Det er for vildt. Det er de fedeste kampe at være med til, siger Jane Schumacher.
Hun drømmer om, at VM-slutrunden for det danske landsholds vedkommende først slutter efter finalen på søndag.
- Der er så meget potentiale i det her hold. Selvfølgelig kan vi også tage Tyskland i kvartfinalen, siger Skive-spilleren.
Danmark møder Tyskland onsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde