Pligtsejr sender EM-kvinder i mellemrunden

Det danske kvindelandshold er klar til mellemrunden ved håndbold-EM i Serbien og tager to værdifulde point med sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det står klart, efter at danskerne lørdag aften vandt en klar sejr på 37-30 over Makedonien efter 17-13 ved pausen.

Makedonerne ville have sendt Danmark ud og selv være gået videre, hvis de havde vundet kampen, men efter en hektisk indledning var Balkan-mandskabet lige så chanceløst som i holdets to første kampe mod Frankrig og Sverige.

Om det var favoritnerver eller det højlydte makedonske publikum, der gav en noget rodet dansk begyndelse, er et åbent spørgsmål, men specielt den danske defensiv hang dårligt sammen, og de tændte makedonere blæste igennem.

Der var ikke megen hjælp til de danske målvogtere, der dog heller ikke selv hev mirakler ud af de lange ærmer. Der skulle gå et helt kvarter, inden Cecilie Greve kunne notere de to danske keeperes første redning.

Det blev bedre, efterhånden som de undertippede modstandere tabte pusten, og det var positivt, at danskerne på intet tidspunkt havde problemer med at spille sig frem til oplagte skudchancer i den anden ende.

Typisk for den danske indsats i det indledende gruppespil kom Danmarks mål fra nye sider i forhold til den seneste kamp.

Louise Burgaard, der var den store spiller mod Frankrig, fik aldrig rigtigt fat denne gang, men til gengæld var både Stine Jørgensen og Pernille Larsen i den modsatte side godt skydende.

Og Mie Augustesen, som slet ikke havde scoret i de to første kampe, leverede otte mål fra venstre fløj og blev dansk topscorer.

Det vidner om en betragtelig bredde, men også om en vis ustabilitet på Jan Pytlicks nye mandskab.

Helt som ventet begyndte danskernes bedre kondition at sætte sine spor fra anden halvlegs start. Makedonerne hev efter vejret og havde svært ved at komme hurtigt nok tilbage efter at have afsluttet.

I løbet af godt syv minutter havde danskerne fordoblet pauseføringen og bragt sig foran 24-16, og så kom der efterhånden ro på de tilrejsende supportere fra Skopje og omegn, der har været et oplivende indslag i en tilskuersvag gruppe i Nis.

Derfra handlede det kun om at få alle spillet varme. Sofie Bloch fik for første gang spilletid i angrebet, og målvogter Cecilie Greve nåede en redningsprocent på 39 i en kamp, hvor den danske præstation holdt sig på det jævne.

Nu venter der de danske håndboldkvinder en lille rejse til Beograd, hvor mellemrunden spilles i den kommende uge. Danmarks modstanderen her bliver Serbien, Tjekkiet og Norge.

/ritzau/