Pochettino affejer kritik: Klogt at starte med Kane
Mauricio Pochettino ses her på sidelinjen under lørdagens finale. Foto: Toby Melville/Reuters
Toby Melville/Reuters
Tottenham-manager fortryder ikke, at Harry Kane startede inde i Champions League-finalen frem for Lucas Moura.
Det var den rigtige beslutning at spille med Harry Kane fra start i Champions League-finalen, selv om den store angriber ikke havde spillet en betydende kamp siden 9. april.
Det siger Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, der fra bænken kunne se Harry Kane være ligeså anonym og ufarlig som resten af sin offensiv i 0-2-nederlaget til Liverpool. Engelske journalister undrer sig over, at den mere formstærke semifinalehelt Lucas Moura ikke startede inde.
- Nederlaget kan ikke forklares med, at vi spillede med Harry Kane frem for Lucas Moura. Jeg skulle tage en beslutning, og Harry Kane var frisk efter at have siddet ude i halvanden måned.
- Han scorede ikke - ligesom vores andre spillere heller ikke gjorde - men det giver ikke mening at snakke for meget om det. Min beslutning om at starte med ham var baseret på en analyse ud fra alle de informationer, vi havde. Jeg fortryder ikke min beslutning, siger Pochettino ifølge AFP.
Sammen med resten af Tottenham-lejren fik han en spand kold vand i hovedet, da Moussa Sissoko efter cirka 25 sekunders spil begik et straffespark, som Mohamed Salah udnyttede til at score til 1-0.
Det tidlige mål ødelagde Tottenhams plan og ændrede kampen.
- Man tror aldrig, at man kommer bagud efter et minut. Det var en situation, som ikke bare ændrede vores planer, men også ændrede hele dynamikken i kampen.
- Jeg er meget stolt af den indsats vi ydede og måden, vi kæmpede på. Vi spillede rigtig godt i anden halvleg. Jeg er stolt, jeg kan ikke sige andet, siger Pochettino.
Managerens fremtid i Tottenham har også været et emne i de seneste uger, hvor han er sat i forbindelse med Bayern München og det ledige trænersæde i Juventus.
Pochettino har tidligere udtalt, at han vil have en klar plan fra Tottenhams ledelse, hvis han skal blive i klubben. Efter finalenederlaget antyder han dog, at han bliver i London-klubben.
- Når man har prøvet en oplevelse som dette, vil man gøre det igen. Jeg håber, at vi kan komme i finalen igen i fremtiden. Det handler om at prøve og om at tro på det.
- Lige nu skal vi falde ned efter kampen, og så skal der nok blive tid til at snakke om fremtiden, siger Pochettino.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker