Pochettino giver manglende erfaring skylden for mange kort
Raheem Sterling, Conor Gallagher og Cole Palmer brokker sig til dommer David Coote i opgøret juleaftensdag mod Wolverhampton. Alle tre fik gult kort i kampen. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Chelsea topper Premier Leagues bisseliste, men det handler om manglende erfaring - ikke manglende disciplin.
Efter 18 spillerunder af Premier League har Chelseas spillere raget 56 gule og 3 røde kort til sig. Det sender holdet til tops på den lidet attraktive bisseliste.
Men det er ikke et udtryk for manglende disciplin hos spillerne, mener cheftræner Mauricio Pochettino.
Ifølge ham er en blanding af manglende erfaring hos spillerne og et stort pres i en storklub som Chelsea årsagen til korthøsten.
- Det skyldes, at vi spiller for Chelsea. Det er en stor klub og vi mærker presset. Sådan er det, når man er frustreret og mangler lidt erfaring, men det er noget, vi kan forbedre, siger Pochettino ifølge Reuters.
I holdets seneste kamp juleaftensdag mod Wolverhampton ragede både Nicholas Jackson, Malo Gusto, Conor Gallagher, Marcus Bettinelli, Raheem Sterling og Cole Palmer gule kort til sig.
For de to sidstnævntes vedkommende betød advarslen, at de er i karantæne, når Chelsea onsdag tager imod Crystal Palace.
Men skal man tro den argentinske træner, så er de mange karantænepoint et billede, der vil ændre sig.
- Spillerne går op i det, og de vil vinde. Det handler ikke om manglende disciplin, men om at kunne læse situationen i kampen, siger han.
Kun bundproppen Sheffield United har fået lige så mange gule kort som Chelsea. Til gengæld har oprykkerne fra Sheffield kun fået to røde kort.
Chelsea ligger nummer ti i Premier League med 22 point. Det er 18 point færre end Arsenal i front.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned