Pogacars vilde forbedring presser Vingegaard til endnu et niveauspring

I 2024 var det Tadej Pogacar, der lo sidst efter duellen med Jonas Vingegaard i Tour de France. De to rivaler mødes formentlig igen til sommer i Frankrig. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Tadej Pogacars voldsomme forbedring i 2024 presser Jonas Vingegaard. Danskeren tror dog på, at han kan lukket gabet op til sin slovenske Tour de France-rival.

Offentliggjort

Cykelcomputerens cifre viste, at Jonas Vingegaard på mange områder var bedre end nogensinde i sidste sæson. Men i den måling, der betyder allermest, var han lige akkurat ikke god nok.

Objektivt set var andenpladsen i Tour de France utvivlsomt en pragtpræstation. I dansk målestok en bedrift til historiebøgerne.

Hvis det da ikke var, fordi han to gange er strøget helt til tops. Og hvis det da ikke var, fordi han er aflønnet af et af verdens bedste hold til at vinde lige netop det løb.

Vingegaard ved, at han igen skal overgå sig selv, hvis han skal stå øverst på podiet på Champs-Élysées sidst i juli. Ikke mindst fordi konkurrenten Tadej Pogacar tilsyneladende også bare bliver ved at forbedre sig.

- De watt-tal, vi kørte, det første år jeg vandt Touren (i 2022, red.), kan slet ikke sammenlignes med tallene i år.

- Det er jo ikke løgn, når folk siger, at det, vi præsterede i år, er to af de bedste klatrepræstationer, der nogensinde er set. For at slå Pogacar skal jeg op på et nyt niveau igen næste år, siger Jonas Vingegaard.

Det er sportens evindelige trædemølle: Det er ikke nok at være lige så god som året før. Uanset hvor meget du forbedrede dig sidste år, skal næste sæson være lige et nøk bedre.

Pogacars niveaustigning fra 2023 til 2024 virkede næsten ekstrem. Han kørte en sjældent suveræn sæson og vandt to grand tours, to monumenter og VM.

Den 26-årige slovener mener dog stadig, at han kan hæve barren for sin ydeevne.

- Jeg anser ikke mig selv for at være gammel endnu. Der er altid plads til forbedring. Jeg har fået mere erfaring, og man kan arbejde på mange små detaljer, fastslog han på et pressemøde i forbindelse med UAE Emirates-holdets træningslejr i Sydspanien tidligere på måneden.

Han nævnte blandt andet muligheden for at benytte sig af en mentaltræner i fremtiden. Den cykel, han skal køre på i næste sæson, vil også være mere aerodynamisk end den gamle.

- Vi mennesker vil jo konstant forbedre os. Og i sport er det ikke anderledes. Indtil karrieren er slut, forsøger vi at blive bedre. Når det begynder at gå tilbage i stedet for frem, er det måske tid til at slutte karrieren, lød det fra Pogacar.

De to superstjerners nøjagtige løbsprogram for næste sæson ligger endnu ikke fast. Men det står klart, at Tour de France igen-igen bliver topprioriteten for både Pogacar og Vingegaard.

Skal danskeren generobre Tour de France-tronen, skal han ikke blot hente de seks minutter, han tabte til rivalen i år. Der skal mere til, hvis Pogacar forbedrer sig som ventet.

- Det tror jeg godt, at jeg kan. Hvis jeg ikke havde haft mit uheld, ved man jo ikke, hvor god jeg ville have været i år, siger Jonas Vingegaard med henvisning til det slemme styrt i april, der spolerede en del af hans Tour-forberedelser.

- Jeg ved, hvor meget styrtet havde at sige i forhold til min forberedelse og rent fysisk i forhold til min krop, men også psykisk, påpeger han.

Duellen mellem Vingegaard og Pogacar har udmøntet sig i nogle af de mest mindeværdige løb i nyere tid og har stor opmærksomhed i hele den cykelinteresserede del af verden.

Når de to Tour-kæmper holder pressemøder, kommer det næsten altid til at handle om rivalen i større eller mindre grad.

Efter at Vingegaard afsluttede sidste sæson tidligt, kunne han da heller ikke lade være med at følge med i Pogacars sublime efterår. Men i hverdagen på landevejene fylder rivaliseringen ikke helt så meget i hans tanker.

- Det er mest holdet, der tænker på det. Jeg prøver at fokusere mest på mig selv og fokusere på træningen hver dag. Holdet analyserer meget på, hvor jeg har kunnet slå ham (Pogacar, red.), og hvor jeg er bedre end ham.

- Men han er jo god til alt. Ting, man gik og troede, var hans svaghed, mestrer han pludselig. Måske er han i stedet blevet dårligere til noget andet, men det er lige med at finde ud af det, påpeger Vingegaard.

Visma-holdet tager på træningslejr i begyndelsen af det nye år og holder rytterpræsentation 14. januar. Ved den lejlighed vil man givetvis løfte sløret for sæsonplanerne for holdets danske stjerne.

/ritzau/

Pogacar fører i rivalernes Tour-duel

Med sejren i dette års Tour de France har Tadej Pogacar lagt sig i spidsen duellen med Jonas Vingegaard.

Sådan er det gået de to rivaler i det franske etapeløb:

* 2020: Pogacar: Nummer 1. Vingegaard: Deltog ikke.

* 2021: Pogacar: Nummer 1. Vingegaard: Nummer 2.

* 2022: Pogacar: Nummer 2. Vingegaard: Nummer 1.

* 2023: Pogacar: Nummer 2. Vingegaard: Nummer 1.

* 2024: Pogacar: Nummer 1. Vingegaard: Nummer 2.

* Etapesejre: Pogacar: 17. Vingegaard: 4.

 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu