En topkamp kan ofte være en lidt halvkedelig affære, fordi der står så meget på spil. Men det var ikke tilfældet med søndagens kamp i 1. Bundesliga mellem Schalke og Hamburger SV, som sluttede 3-3.
HSV duperede hjemmeholdets tilskuere ved at bringe sig i front med 2-0 inden pausen. Schalke kom dog ud til anden halvleg med en bedre indstilling og kæmpede sig tilbage til 2-2. Trods en spiller i undertal bragte HSV sig igen i front, da svenske Marcus Berg scorede for anden gang, men Kevin Kuranyi udlignede i det 90. minut til slutresultatet.
Dermed ligger HSV side om side med Bayer Leverkusen i toppen af rækken, mens Schalke følger efter på tredjepladsen - to point efter.
Mens Schalke og HSV kæmpede om topplaceringerne kæmpede Hertha Berlin i hjemmekampen mod Wolfburg for at forbedre sin situation i bunden af rækken. Hovedstadsklubben gik ind til kampen mod otte nederlag i træk i bagagen, men den stime blev brudt med et 0-0-resultat mod de forsvarende mestre fra Wolfsburg. Trods det ene point ligger Hertha fortsat klart sidst i bundesligaen.
Werder Bremen uden en skadet Daniel Jensen fik en rigtig skidt start i udekampen mod Bochum. Efter 180 sekunders spil havde Bochum bragt sig i front og havde også haft et forsøg på stolpen. Men Werder tiltvang sig efterhånden overtaget og endte med at vinde kampen 4-1.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned