Pointløse Vejle lægger to år på trænerens kontrakt
Ivan Prelec (til højre) førte Vejle til oprykning i sin første fulde sæson som cheftræner for klubben. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Trods en svær start på Superligaen efter oprykning har Vejle valgt at forlænge med cheftræneren.
Kroatiske Ivan Prelec behøver ikke at frygte for sin fremtid, selv om Vejle har tabt alle sine fire kampe i begyndelsen af sæsonen.
Superligaklubben har i stedet valgt at vise Prelec tillid ved at forlænge cheftrænerens kontrakt.
Vejle skriver i en pressemeddelelse, at den 36-årige træner har sat sin signatur på en aftale, der nu løber frem til sommeren 2026. Oprindeligt stod den til at udløbe to år tidligere.
Sportschef Marius Adrian Nicolae mener, at Prelec siden sin ankomst i marts 2022 har vist, at han besidder de rette kvaliteter.
- Vi kan se det i det arbejde, Ivan og holdet omkring ham udfører hver dag. Det gælder både på den korte og på den lange bane.
- En del af det arbejde, der ligger i strategien, er først lige begyndt, og det arbejde føler vi os overbeviste om, at Ivan er den rette til at udføre med den stab, han har håndplukket til det, siger sportschefen i meddelelsen.
Uden den store slinger i valsen rykkede Vejle i den forgangne sæson op i landets bedste fodboldrække.
Men klubben fra Nørreskoven har ikke taget medvinden med ind i den nye sæson. Det begyndte med et nederlag til AGF, og siden tabte Vejle også til FC København, Silkeborg og FC Midtjylland.
Det får dog ikke Vejle-ledelsen til at ryste på hånden.
- Vi har i Ivan Prelec en cheftræner, der både menneskeligt, fodboldfagligt og som leder er både kompetent og talentfuld. En ung træner, som spillerne er glade for at arbejde under, siger direktør Henrik Tønder.
Hovedpersonen selv er stolt af den nye aftale.
- Mit arbejde i Vejle er kun lige begyndt, og jeg tror på, vi kan tage de skridt, vi skal, step by step, og sikre en god udvikling på tværs af klubben, forklarer Ivan Prelec.
Vejle får en ny chance for at hente sæsonens første point i mandagens udekamp mod Viborg FF.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde