Superligaklubberne AaB og Lyngby er ikke længere med i fodboldens pokalturnering, DBU Pokalen.
Nordjyderne tabte i et medrivende pokaldrama med 7-8 til 1. divisionsholdet Viborg FF efter en forlænget spilletid og straffesparkkonkurrence.
I Roskilde måtte kampen også afgøres fra straffesparkpletten efter 120 minutter uden vinder. Her var det også det undertippede hjemmehold, der trak det længste strå med sammenlagt 4-2.
Det kunne ellers snildt være blevet afgjort i ordinær spilletid på Viborg Stadion, for da uret passerede 90 minutter førte et hårdt kæmpende hjemmehold 1-0 mod sin superligamodstander.
Nicklas Helenius tvang dog kampen ud i forlænget spilletid for AaB på et flot indspil af Henrik Dalsgaard.
I overtiden blev rollerne byttet om. Efter Kenneth Emil Petersens mål til 2-1 var AaB i vinderposition, men kort før tid bragte Viborgs lejesvend fra FC Midtjylland Mads Hvilsom balance i tingene igen med sit andet mål.
Så var kampen lige vidt, og der måtte straffespark til for at finde en vinder.
De første 10 spark gik alle ind, men så kiksede anfører Thomas Augustinussen for AaB, og det blev afgørende.
Mindst lige så imponerende som Viborg sejr var det, at Roskilde - ligeledes fra 1. division - kunne besejre Lyngby.
Allerede efter 10 minutter røg hjemmeholdets Esben Madsen ud med rødt kort, og da Kim Aabech scorede på det efterfølgende straffespark, lignede Lyngby allerede et hold, der var videre.
Men trods en mand i undertal lykkedes det for Roskilde at få udlignet tyve minutter før tid ved Tobias Perch-Nielsen, og stillingen 1-1 holdt den forlængede spilletid ud.
Det lykkedes kun for Lyngby at score et enkelt mål i straffesparkkonkurrencen, og det var altså for lidt.
2. runde er først færdigspillet den 14. september. De fire seedede superligahold - FC København, OB, Brøndby og FC Midtjylland - træder her ind i turneringen og blandes med de 28 vindere fra 2. runde.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned