Pokkers også! - NFH pressede fransk storhold til det yderste

Mona Obaidli scorede ni gange i kampen mod Metz. Arkivfoto: Hans Kurt Frederiksen

Falstringerne fandt for sent ud af, at de franske mestre kunne rystes.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: NFH betaler fortsat lærepenge i den fineste europæiske turnering Champions League, men de franske mestre fra Metz måtte vise det ypperste for at tage de to point med fra Falster.

Gæsterne fra Frankrig kom for let til scoringerne i den indledende fase, hvor NFH smed alt for mange bolde væk i angrebet, og det kostede i den modsatte ende, hvor de franske fløje var lynhurtige til at udnytte de for mange brændte afslutninger på chancer, der ikke var nogen ordentlige chancer.

Træner Jakob Larsen indledte med syv mod seks angrebsspil. Men det virkede ikke. Det fysisk stærke franske midterforsvar tillod intet at slippe igennem. Men da først spillerne fandt ud af, at det skulle koste blod på knæende og albuer i ansigtet at komme på måltavlen, fik NFH sat sig igennem.

NFH var bagud 16-10, men fik arbejdet sig op frem mod pausen, hvor man havde muligheden for at reducere til en 3-målsafstand, men det sidste overtalsspil sad ikke helt i skabet.

Metz gik til pause foran med 19-15.

Værterne havde dog langt fra kastet håndklædet i ringen, og kom ud til anden halvleg med tro på, at en sensationel vending kunne lade sig gøre.

De kæmpede det bedste de havde lært, men blev igen straffet på kontraløb hver eneste gang, de havde muligheden for at komme helt op.

Franskmændende førte 22-20, da NFH havde chancen for at komme på minus en i den periode, men det lykkedes ikke, og i stedet kunne Metz igen trække fra, da Caroline Aar Jakobsen blev udvist af de to ungarske dommere, der bestemt ikke kunne klandres for at være hjemmedommere.

Metz kom igen foran med fire scoringer, men Jakob Larsen tog en timeout og bragte igen syv mod seks i spil. Det gav NFH medvind.

Med otte minutter tilbage udlignede Amalie Wulff til 26-26, og så var det Metz-træner Emmanuel Mayonnades tur til at tage timeout.

Desværre svigtede modet, skarpheden og måske også kræfterne i slutfasen, hvor sidste sæsons Champions League-semifinalister kunne tage begge point med hjem via en sejr på 28-27.