Brøndby og FC København kan også i fremtiden komme til at spille tidlige kampe i Superligaen.
På søndag møder de to klubber hinanden klokken 13.30 i stedet for 18 efter anbefaling fra politiet, og det tidlige starttidspunkt kan komme til at gentage sig, hvis politiet vurderer, at der er udsigt til tilskuerballade.
- Det er politiets helt klare anbefaling, at kampe, hvor vi fornemmer eller har erfaring for meget uro, bliver spillet i dagslys, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet.
- Det vil være i de kampe, hvor mønstret viser, at der er mere ballade, når det er mørkt.
Politiinspektøren forklarer, at dagslyset gør politiets muligheder for at afvikle kampene i ro og orden meget bedre.
- Fordelen ved at flytte kampe til dagslys er, at vi nemmere kan se, hvad der foregår. Vi kan nemmere fokusere på det rigtige og dem, der laver balladen. Det bliver også nemmere at føre bevis for det, de laver.
- Når det er mørkt, flyder tingene ud, og det er svært at identificere, hvem der gør hvad, siger Allan Nyring.
Selv om der har været tilskuerballade i de seneste opgør mellem Brøndby og FC København, så er danskerne blevet bedre til at gå til fodbold.
- Vores generelle tal viser, at der er færre anholdte. De fleste kampe bliver afviklet, uden at politiet har andre opgaver end at være synligt til stede.
- Så er der nogle enkelte kampe, hvor der vil være ballade, og så må vi tage nogle andre forholdsregler, forklarer politiinspektøren.
De tidligere kampe er allerede blevet indført i lande som Holland og England med stor succes.
- Der er flere lande i Europa, hvor man er begyndt at spille tidligere. Det betyder også, at tilskuerne ikke når at blive så berusede og er så nemme at påvirke, siger Allan Nyring.
Aftalen om at fremrykke søndagens opgør mellem Brøndby og FCK skete på et møde med deltagelse af klubberne, Dansk Boldspil-Union, Divisionsforeningen og politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker