Polsk verdensetter vinder Indian Wells i suveræn stil
Iga Swiatek vandt Indian Wells-finalen på lidt mere end en time. Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Iga Swiatek vandt Indian Wells-finale med en klar sejr over Maria Sakkari nøjagtigt som i 2022-finalen.
Verdens bedste kvindelige tennisspiller, polske Iga Swiatek, har for anden gang i karrieren vundet den prestigefyldte Indian Wells-turnering i Californien.
Swiatek vandt WTA 1000-turneringen, der af mange anses som den største event ud over de fire grand slam-turneringer, med en finalesejr i to sæt over græske Maria Sakkari.
Verdensetteren vandt med cifrene 6-4, 6-0 over verdensranglistens nummer ni.
Kampen varede blot 1 time og 9 minutter.
Da Swiatek vandt turneringen for første gang i 2022, var det også med Sakkari som modstanderen i finalen. Dengang lød cifrene 6-4, 6-1.
I søndagens finale kom Swiatek flyvende fra start med føring på 3-0, men Sakkari formåede at svare tilbage og udligne til 3-3.
Swiatek hev alligevel sættet hjem ved at bryde for anden gang til 6-4 på sin tredje sætbold.
Det blev også afgørelsen, for Sakkari havde slet ikke noget modsvar i andet sæt, hvor Swiatek nådesløs maste på.
Swiatek tabte blot fem bolde i sættet, som hun vandt med 6-0 på bare 25 minutter.
Swiatek har været helt suveræn i turneringen og har ikke afgivet et eneste sæt.
Hun har maksimum tabt fire partier i en kamp. Det skete blandt andet mod Caroline Wozniacki i kvartfinalen.
Danskeren førte 4-1 i første sæt, men tabte det 4-6 og måtte opgive med en skade ved stillingen 0-1 i andet sæt.
Næste store turnering er Miami Open, der begynder i den kommende uge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned