Portugals landstræner forsvarer uheldige straffeskytter
Fernando Santos er tilfreds med Portugals indsats mod Chile. Foto: /ritzau/AP/Pavel Golovkin
/ritzau/AP/Pavel Golovkin
Fernando Santos minder om, at onsdagens skytter var helte for Portugal ved EM i Frankrig sidste år.
Træsikkerheden var mildest talt ikke særlig god, da Portugals fodboldlandshold onsdag aften røg ud af Confederations Cup i semifinalen.
Efter 120 målløse minutter mod Chile i Kazan brændte portugisernes Ricardo Quaresma, João Moutinho og Nani alle på Chiles målmand, Claudio Bravo, i straffesparkskonkurrencen, så Chile strøg i finalen med en 3-0-sejr.
Portugals landstræner, Fernando Santos, tager imidlertid sine uheldige skytter i forsvar.
- Hvad angår straffesparkene, så var deres målmand fantastisk, siger han til Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) hjemmeside.
- De spillere, der brændte, scorede alle mod Polen ved EM i 2016, og dengang var de helte.
- Sådan er fodbold. De fortjener ros for at påtage sig ansvaret. Jeg bliver også nødt til at påtage mig ansvaret, fordi jeg bad dem om at sparke, siger Fernando Santos.
Ved EM i Frankrig sidste år sluttede Portugals kvartfinale mod Polen 1-1 efter forlænget spilletid.
Dengang vandt portugiserne kampen efter straffesparkskonkurrence, blandt andet ved hjælp af scoringer af Ricardo Quaresma, João Moutinho og Nani.
Portugal vandt siden EM-slutrunden.
Fernando Santos er generelt set tilfreds med sit holds indsats mod Chile.
- Det var en fantastisk kamp mellem to hold, der begge var fast besluttede på at vinde.
- Generelt var det en lige kamp. Chile gav os ikke meget plads, men vi formåede at modstå det pres, de satte os under.
- Uanset hvem der havde vundet, ville det have været i orden. Nu blev det Chile, og jeg ønsker dem tillykke, siger Portugals landstræner.
Portugal skal søndag møde enten Tyskland eller Mexico i kampen om tredjepladsen.
Det bliver uden superstjernen Cristiano Ronaldo, der har fået lov til at tage hjem for at se sine nyfødte tvillinger.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet