Portugisisk klub henter 55-årig angriber i Japan
Kazuyoshi Miura begyndte sin professionelle karriere i 1986 og spiller stadig. (Arkivfoto). Foto: Kyodo/Reuters
Kazuyoshi Miura skal spille resten af sæsonen i portugisiske Oliveirense, som har lejet ham i Japan.
Inden februar bliver til marts, fylder fodboldspilleren Kazuyoshi Miura 56 år.
Men det har ikke afholdt japaneren i at søge et nyt eventyr i Europa.
Inden transfervinduet lukkede i Portugal, slog Oliveirense fra den næstbedste række kløerne i angriberen, som begyndte sin professionelle karriere i den brasilianske klub Santos helt tilbage i 1986.
Miura er ejet af Yokohama FC fra den japanske J-League. Her har han rekorden for at være den ældste spiller, som nogensinde har scoret i ligaen.
Den slog han for snart seks år siden. Nu går turen til Portugal.
- Selv om det er et nyt sted for mig, vil jeg arbejde hårdt for at vise alle den spillestil, jeg er kendt for, siger han ifølge BBC.
55-årige Miura, som har 89 landskampe på cv'et, har proklameret, at han vil fortsætte karrieren, til han fylder 60 år.
Ud over Japan og Brasilien har han spillet for klubber i Kroatien, Italien og Australien.
Oliveirense kan med en god anden halvdel af sæsonen nærme sig oprykningspladserne. Efter 18 kampe er holdet på niendepladsen med 24 point.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker