Portugisisk stjerne efter sejr: Vi vandt på coolness
Portugal-spillere jubler efter Francisco Conceicaos sene sejrsmål mod Tjekkiet. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Ifølge Vitinha troede Portugal på sejren til det sidste og fik i sidste ende gevinst mod Tjekkiet.
Portugal hentede tirsdag aften en åbningssejr ved EM i Tyskland, men det holdt meget hårdt for favoritten.
Først efter 92 minutter lykkedes det at score sejrsmålet til 2-1 mod Tjekkiet.
Da havde Portugal endda været bagud stik mod spil og chancer indtil midtvejs i anden halvleg.
Midtbanestjernen Vitinha, der til daglig spiller for Paris Saint-Germain, roser Portugals tålmodighed.
- Vi viste al vores coolness og modstandsdygtighed. Vi forblev rolige, fik først udlignet og troede til det sidste på, at vi kunne vinde, siger Vitinha ifølge AFP.
Den 21-årige Porto-angriber Francisco Conceicao var netop sendt på banen i et sidste forsøg på at score et sejrsmål.
Han stod det rette sted, da en tjekkisk forsvarer joggede i spinaten, da han skulle cleare et indlæg.
- Heldigvis lykkedes det os at score med hjælp fra de spillere, der kom ind. Vi er virkelig et hold, lyder det fra Vitinha.
Lukas Provod bragte Tjekkiet foran 1-0, efter at Portugal havde domineret totalt i den første time.
Det lykkedes dog ikke at fuldende den store overraskelse.
- Selvfølgelig gør det ekstremt ondt, selv om ingen helt troede på, at vi ville vinde i dag, siger Provod til tjekkisk nationalt tv ifølge AFP.
- De mål, vi lukkede ind, kom ikke efter velspillede angreb, men vi er nødt til at anerkende Portugals kvalitet. Målene kom efter enormt pres.
På lørdag skal Portugal møde Tyrkiet, mens Tjekkiet tørner sammen med Georgien i gruppe F.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde