Portugisiske Nani indstiller lang og begivenhedsrig karriere

Nani huskes formentlig bedst for tiden i Manchester United. Her spillede han 230 kampe og scorede 41 mål. (Arkivfoto). Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

38-årige Nani har blandt andet spillet i England, USA, Australien og Tyrkiet. Søndag har han meddelt sit stop.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den portugisiske fodboldspiller Nani, der blandt andet har vundet EM og Champions League, indstiller karrieren.

Det meddeler han søndag i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Tiden er inde til at sige farvel. Jeg har besluttet at stoppe min karriere som professionel fodboldspiller, skriver 38-årige Nani.

Nani har været forbi en stribe klubber i løbet af karrieren.

Af mange huskes han nok primært for tiden i den engelske storklub Manchester United. Her spillede han 230 kampe og scorede 41 mål.

Tiden i United kastede også fire Premier League-titler og en Champions League-triumf af sig.

- Det har været en fantastisk rejse, og jeg vil gerne takke alle de personer, der har hjulpet og støttet mig gennem opture og nedture i min 20 år lange karriere, skriver Nani på Instagram.

Nani har denne sæson spillet i den bedste portugisiske fodboldrække for hjemklubben Estrela da Amadora. Han spillede sin sidste kamp i november mod sin tidligere klub Sporting.

Nani skiftede i 2007 fra Sporting til United. I 2014 blev han udlejet tilbage til Sporting, inden turen i 2015 gik til tyrkiske Fenerbahce.

Siden da har han også været i spanske Valencia, italienske Lazio, amerikanske Orlando City, italienske Venezia, australske Melbourne Victory og tyrkiske Adana Demirspor.

Nani har også haft en flot karriere hos det portugisiske landshold. Her blev det til 112 kampe og 24 mål. Kronen på værket var europamesterskabet i 2016.

/ritzau/