Liverpool, der efter sæsonens to første Premier League-kampe blot havde indsamlet et point til kontoen, havde for første gang danske Christian Poulsen med i startopstillingen til den vigtige Premier League-kamp søndag mod oprykkerne fra West Bromwich.
En sejr var det eneste, der gjaldt for det stjernespækkede Liverpool-mandskab. Og selvom hjemmeholdets spil var langt fra prangende, kunne danskeren, der spillede hele kampen, glæde sig over en arbejdssejr på 1-0.
Liverpool, som også havde den danske forsvarsstopper Daniel Agger på banen i hele kampen, havde svært ved at bryde West Bromwich-defensiven ned, og især i første halvleg stod det sløjt til med Liverpools hurtige spil.
Liverpool havde flere halve chancer, men det var først i anden halvleg, at holdet for alvor viste lidt styrke og effektivitet på banen.
Efter lidt mere end en times spil lukkede Liverpool-angriber Fernando Torres op for målposen, da han på et indlæg fra Dirk Kuyt i venstre side kunne hamre bolden ind bag West Bromwich-målmanden til 1-0.
Trods flere gode Liverpool-chancer og et West Bromwich-mandskab, der blev reduceret til 10 mand, havde hverken Torres eller resten af Liverpool-holdet flere mål i støvlerne.
Til hjemmeholdets held mistede West Bromwich dog også pusten, og dermed kunne Liverpool glæde sig over sæsonens første Premier League-sejr.
Liverpool har dog stadigvæk svært ved at følge med konkurrenterne fra Chelsea, der har vundet alle sine tre første Premier League-kampe og dermed indtager ligaens førsteplads.
Manchester City tabte i en anden søndagskamp overraskende med 0-1 på udebane til Sunderland.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker