Poulsen og Stage er tæt på scoringer i velspillet remis
Yussuf Poulsen kaster sig frem og sender en ripost i nettet, men danskeren var akkurat offside. Foto: Sina Schuldt/Ritzau Scanpix
Det var 90 underholdende minutter, da Werder Bremen og RB Leipzig spillede 1-1 i sidste kamp inden julepause.
RB Leipzig risikerer at blive puffet ned på fjerdepladsen i Bundesligaen ved julepausen, efter at holdet tirsdag måtte nøjes med 1-1 ude mod Werder Bremen.
Stuttgart kan med en sejr overhale Leipzig, som havde Yussuf Poulsen med fra start tirsdag. Jens Stage spillede hele kampen for Werder Bremen, som har seks point ned til nedrykningsstregen.
Kampens to danske islæt gjorde en del væsen af sig i første halvleg. Faktisk kunne begge meget vel være kommet på måltavlen.
Yussuf Poulsen var tæt på efter en halv time med en god chance, og ti minutter senere fik han faktisk bolden i mål. VAR afslørede dog, at han var offside, da han headede en ripost i nettet.
Imellem de to chancer fik Jens Stage i den anden ende af banen en stor chance. Men helt fri ved bagstolpen flugtede han bolden over mål.
Mens Leipzig indledte kampen bedst, overtog hjemmeholdet initiativet, som halvlegen skred frem. Trods flere gode muligheder til Werder Bremen, blev der ikke scoret i første halvleg.
Det gjorde der til gengæld efter kun godt et minut af anden halvleg.
Lois Openda blev spillet fri, og selv om han måtte bruge tre forsøg til at passere Michael Zetterer, fik han prikket føringsmålet ind.
Efter samme skabelon som første halvleg fik Werder Bremen bedre fat igen efter en sløv indledning.
Leipzig var også stadig farlige, men især Werder Bremens kantspiller Justin Njinmah gav de østtyske gæster problemer. Han udfordrede konstant og havde ofte held til det.
Han skabte flere gode chancer, og med et kvarter igen tog han sagen i egen hånd. Et stykke uden for feltet sendte han et velplaceret og følt skud over i det lange hjørne med venstrefoden.
Straks efter blev Yussuf Poulsen taget ud for gæsterne, der mod slutningen af kampen var tættest på at tage sejren.
Samtlige tre kampe i Bundesligaen tirsdag endte uden vinder. Borussia Dortmund måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Mainz, mens en underholdende kamp mellem Robert Skovs Hoffenheim og Darmstadt endte 3-3.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker