Poulsen regner med startplads i Liverpool

Christian Poulsen, der torsdag blev handlet fra Juventus til Liverpool, tror og håber på, at han inden længe er blandt de foretrukne 11 spillere hos manager Roy Hodgson.

Sådan lyder det fra den 30-årige danske landsholdsspiller, der i Liverpool er blevet genforenet med netop Roy Hodgson. De to vandt sammen det danske mesterskab med FC København i 2001.

- Jeg tror selvfølgelig på mig selv, og jeg tror også, at manageren ved, hvad han har købt, siger Christian Poulsen til Liverpools hjemmeside.

- Jeg er naturligvis klar over, at man i en storklub som Liverpool, og Juventus for den sags skyld, skal kæmpe hver dag til træning for at komme i startopstillingen, siger han.

Liverpool indleder søndag Premier League-sæsonen på hjemmebane mod Arsenal, og allerede her håber Christian Poulsen på, at han kan få sin debut for Liverpool.

- Ja, jeg føler mig fit. Det er selvfølgelig managerens beslutning, men jeg har allerede haft min første træning i dag, så det er op til ham, siger Christian Poulsen.

Danskeren kommer til en klub, som ikke har vundet det engelske mesterskab siden 1990, men Christian Poulsen tror på, at Liverpool i denne sæson vil være med helt fremme i kampen om Premier League-triumf.

- Det håber jeg. Hvis man ser på truppen, så ser vi stærke ud, og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle konkurrere med de andre tophold, siger han.

Christian Poulsen har skrevet under på en treårig kontrakt med Liverpool, og han kommer i Premier League til at optræde med nummer 28 bag på sin trøje.

/ritzau/

Christian Poulsen vil hurtigst muligt i Liverpools startopstilling, og danskeren håber, at han kan få sin debut allerede i søndagens sæsonpremiere mod Arsenal.

Offentliggjort Sidst opdateret