Poulsen sikkert videre ved VM i kajak

René Poulsen, Maribo Kajakklub, viste ved det indledende heat torsdag formiddag, at han mener det alvorligt, når han taler om at vinde medalje på 1000 meter enerkajak ved VM i den polske by Poznan.

Ganske vist blev den 21-årige lollik henvist til andenpladsen i sit heat - slået af Adam van Koeverden, Canada, der vandt den samlede World Cup på denne distance i fjor.

- Men jeg havde ikke indtryk af, at René roede 100 procent, hvilket heller ikke var nødvendigt for at gå videre, fortæller sportschef i Dansk Kano & Kajak Forbund Mikkel von Seelen fra rostadion i Polen, hvor der var medvind på banerne her til formiddag og en forholdvis kraftig sø - specielt på de sidst 2-300 meter.

Syv af ni både i hver af de fem indledende heats gik videre til semifinalen, der ros i eftermiddag.

Foto: JENS THYBO SILKEBORG

René Poulsen nummer to i sit indledende heat ved VM i Poznan.

Offentliggjort Sidst opdateret