Poulsen spotter spilændring hos Liverpool

Det var en ny oplevelse for Liverpool, da holdet lørdag vandt på udebane. Men Liverpool har også ændret spillestil med tiltrædelsen af manager Kenny Dalglish, mener holdets danske midtbanespiller.

- Vi spiller mere over midten af banen, og det virkede godt i dag (lørdag), siger Christian Poulsen til Liverpool Echo.

- Kenny har ikke været her længe, og han skal lige lære spillerne at kende, og langsomt vil han tilpasse sin spillestil til holdet, mener danskeren.

Lørdag var Christian Poulsen med i truppen igen, og danskeren fik de første 73 minutter af kampen mod Wolverhampton.

Efterfølgende fik den danske landsholdsspiller ros af træner Kenny Dalglish, og Christian Poulsen er opsat på at overbevise de fans, som fortsat må have skepsis over hans spil for Liverpool.

- Jeg ved, at tilskuerne af og til råber af mig, men jeg spillede rigtig godt i første halvleg, og jeg havde to eller tre fejlafleveringer i begyndelsen af anden halvleg, siger Christian Poulsen.

- Det er klart, at jeg gerne vil forbedre mit spil, og jeg håber, at det vil ske her i Liverpool, siger han.

Liverpool møder Fulham onsdag aften på hjemmebane.

/ritzau/

Christian Poulsen: Liverpool har ændret spillestil, efter Kenny Dalglish har overtaget trænerjobbet.

Offentliggjort Sidst opdateret