Poulsen tæt på VM-medalje

Foto: René Poulsen var en halv bådslængde fra en VM-medalje. Arkivfoto: Jens Thybo

René Poulsen fra Maribo Kajakklub blev lørdag formiddag nummer fire i en tæt VM-finale i 1000 meter enerkajak.

Offentliggjort Sidst opdateret

Maribonitten René Poulsen roede et veldisponeret løb, men måtte tage til takke med en fjerdeplads i en tæt finale i 1000 enerkajak ved VM i Poznan.

- Fjerdepladsen føles dårligere, end jeg havde regnet med, udtalte René Poulsen efter løbet.

Den 21-årige lollik fik en god start og lagde sig fra begyndelsen på siden af storfavoritten Max Hoff og EM-sølvvinderen Aleh Yurenia.

Den garvede britiske OL-guldvinder Tim Brabrants rykkede uimodståeligt i midten af løbet. Men tempoet var så højt, at han lignede en roer, der ville gå ned mod slutningen.

250 meter før mål lå René Poulsen på andenpladsen efter den 33-årige brite, og det lugtede af medalje. Men her satte den forsvarende verdens- og europamester Max Hoff sin velkendte slutspurt ind og tog guldet.

Tim Brabrants holdt forbavsende godt sammen på det i slutspurten og vandt sølv.

René Poulsen måtte se sig slået af den hviderussiske EM-sølvvinder Aleh Yurenia med en halv bådslængde i kampen om bronze. Poulsen var ellers kun 2,3 sekund fra guldvinderen Max Hoff.

- Jeg manglede lige det sidste i spurten, og de sidste 50 meter kan jeg godt ro bedre, men da jeg ikke kunne nå bronzen, roede jeg bare i mål de sidste 15 meter. Det gik fint som helhed, og nummer fire i verden er ikke helt dårligt, siger René Poulsen i en pressemeddelelse.