Poulsen vender hjem til Silkeborg IF

Den dynamiske venstrekantspiller Christopher Poulsen vender tilbage til Silkeborg IF fra FC Midtjylland efter at have skrevet under på en fireårig kontrakt med klubben.

- Silkeborg IF har altid stået som noget helt særligt for mig. Uanset hvad nogle så har haft travlt med at mene om mine andre klubber. Det var i Silkeborg IF, at jeg brød igennem hele vejen fra Silkeborg Fodbold College til Superligaen, og jeg har altid haft et fantastisk forhold til alle de gode folk i klubben og byen, hvor jeg jo har boet hele tiden, siger Christopher Poulsen i en pressemeddelelse.

Poulsen fik sin debut hos Silkeborg IF i 2002. Efter tre år som fast mand på holdet og 92 kampe i bagagen, søgte Poulsen dog nye græsgange. Det fandt ham hos Viborg og senere FC Midtjylland. Nu vender han snuden hjem.

- Vi har haft mange venstre backs i kikkerten, men Christopher Poulsen har stået øverst på listen. Det er en klassespiller med et højt niveau - som i tilgift ikke vil byde på nogen som helst integrationsmæssige udfordringer. Han har gode færdigheder med bolden og er meget dynamisk. Jeg er sikker på, at Silkeborg IF og Christopher Poulsen har meget at give hinanden, siger SIF's cheftræner, Troels Bech.

/ritzau/

Den tidligere Silkeborg- og landsholdsspiller Christopher Poulsen vender efter fire år tilbage til barndomsklubben på en fireårig kontrakt.

Offentliggjort Sidst opdateret