Poulsens drømmehug: Jeg har aldrig scoret uden for feltet
Yussuf Poulsen bringer her Danmark foran med 1-0, da Mexico lørdag varmede op til VM med et besøg på Brøndby Stadion. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Lars Møller/Ritzau Scanpix
Yussuf Poulsen satte landsholdet i gang med et langskudsmål, da Mexico blev slået 2-0 på Brøndby Stadion.
Angriberen Yussuf Poulsen skød lørdag aften det danske landshold ud af en lille målkrise med et drømmemål i 2-0-sejren over Mexico.
Med 20 minutter tilbage tog han et træk bag om sig selv og sendte fra lang afstand bolden op i det fjerne målhjørne til 1-0.
- Jeg ramte den præcist, som jeg håbede på.
- Det er første gang, at jeg har scoret uden for straffesparksfeltet, siger Yussuf Poulsen.
Før RB Leipzig-spillerens smukke scoring styrede Danmark mod den tredje 0-0-kamp i optakten til VM i Rusland.
Derfor var der før Mexico-kampen en del snak om landsholdets manglende effektivitet.
Kort efter Yussuf Poulsens åbningsmål slog Christian Eriksen til med scoringen til 2-0.
- Det er altid dejligt at lave mål. Jeg synes, at vi spillede en fremragende kamp. Vi skabte mange chancer og gav få væk. Så det var fortjent, og nu kan vi tage til VM med selvtillid, siger Poulsen.
- Vi fik mere plads i anden halvleg, og sådan er det tit i kampe. Vi scorer de fleste af vores mål, når modstanderne bliver mere trætte, og der bliver mere plads.
- Vi fik også spillet Christian Eriksen mere i mellemrummene. Det var vi ikke så gode til i begyndelsen af kampen, siger han.
Yussuf Poulsen og holdkammeraterne har nu spillet 15 kampe uden at tabe.
Mandag rejser landsholdet til Rusland, hvor Peru venter i den første gruppekamp 16. juni. Derefter står Danmark over for Australien og Frankrig i det indledende gruppespil.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker