Pragtmål knækker FCK's guldfavoritter

Klassiske fodbolddyder som arbejdsiver og vilje gjorde sammen med et eminent langskud forskellen, da Randers søndag slog FC København 1-0 på Essex Park.

Dermed holdt Randers liv i håbet om at redde sig endnu en sæson i SAS Ligaen, mens FC København gav OB chancen for at spille sig tilbage i mesterskabskampen.

Især i første halvleg virkede københavnerne mest opsatte på ikke at slå sig og gav sig ikke fuldt ud i nærkampene. Randers-spillerne kastede sig derimod hovedkulds ind i alle tacklinger og knoklede virkelig igennem.

Efter lidt over en halv times spil gav det hårde arbejde gevinst, da Kasper Lorentzen erobrede bolden i venstresiden og spillede Mikkel Beckmann midt på FC Københavns banehalvdel.

Den teknisk stærke angriber tog et par træk forbi Mikael Antonsson, før han omkring fem meter uden for feltet hamrede bolden i en blød bue over målmand Johan Wiland og ind i nettet. Et pragtmål af Mikkel Beckmann, som langt størstedelen af de 7.612 tilskuere belønnede med stående dunderjubel. I anden halvleg kom FC København bedre ind i kampen og lagde et massivt pres på Randers. De hårdt arbejdende kronjyder kunne ikke holde guldfavoritterne fra store chancer, men Kevin Stuhr-Ellegaard havde en fremragende dag i Randers-målet med stribevis af flotte redninger.

Samtidig viste FC Københavns offensive spillere nærmest skræmmende uskarphed. Dame N'Doye headede flere gode indlæg helt forbi mål, mens Martin Vingaard helt fri i Randers-feltet tonsede bolden langt over.

/ritzau/

På et eminent langskud vandt nedrykningstruede Randers overraskende 1-0 over guldfavoritterne fra FC København.

Offentliggjort Sidst opdateret