Premier League indfører covid-19-stikprøver blandt tilskuere

Brentford møder fredag Arsenal hjemme på Brentford Community Stadium i åbningskampen i den nye Premier League-sæson. (Arkivfoto) Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Fodboldfans skal kunne fremvise bevis for, at de er fuldt vaccineret eller har fået foretaget en negativ test.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilskuere til Premier League-kampe skal forberede sig på, at de kan blive udvalgt til en stikprøve for at tjekke deres covid-19-status.

Stikprøverne vil blive foretaget på en række stadioner i løbet af de første uger af den nye sæson.

Fans skal derfor være parate til at kunne fremvise dokumentation for, at de er fuldt vaccineret eller har fået foretaget en negativ test, der ikke er ældre end 48 timer fra kampstart.

Det oplyser Premier League i en erklæring.

Den engelske liga tilføjer, at den arbejder på at indføre kontroller på en "måde, der forårsager mindst mulig forstyrrelse og maksimal sikkerhed".

Tilskuerne skal ligeledes overholde et nyt adfærdskodeks. Det omfatter brug af mundbind indendørs, at undgå tæt kontakt med folk, de ikke kender, og følge retningslinjer om ensrettede gange rundt omkring på stadionerne.

- Selv om landet genåbner, så har regeringen gjort det klart, at denne pandemi stadig er langtfra slut. Det er muligt, at sikkerhedsforanstaltningerne til kampe bliver ændret med kort varsel, oplyser i Premier League i erklæringen.

Premierminister Boris Johnson ophævede de fleste coronarestriktioner i England den 19. juli.

I løbet af den seneste uge er antallet af smittetilfælde i Storbritannien steget med fem procent. Mandag blev der således registreret 25.161 nye smittetilfælde med coronavirus.

Den nye Premier League-sæson skydes i gang på fredag, hvor oprykkerne fra Brentford med den danske cheftræner Thomas Frank i spidsen hjemme møder Arsenal.