Premier League udvider fra tre til fem udskiftninger
Ligesom i mange andre turneringer kan trænere i Premier League fra næste sæson foretage fem udskiftninger.
Klubberne i Premier League er blevet enige om at indføre fem udskiftninger fra den kommende sæson.
Det skriver den engelske fodboldliga på sin hjemmeside.
Mens mange andre ligaer og turneringer har gjort det muligt for trænere at benytte sig af fem udskiftninger, har Premier League holdt fast i de traditionelle tre efter at have prøvet det nye tiltag i en kort periode i 2020.
Ni spillere må sidde på bænken for hvert hold.
Muligheden for fem udskiftninger opstod nogle måneder inde i coronapandemien. Det skete på grund af udsigten til et mere komprimeret kampprogram som følge af de mange udsatte kampe.
Hvert hold må kun stoppe spillet tre gange for at skifte ud i lighed med tidligere.
Det vil sige, at man kan skifte ud på fire tidspunkter - i pausen eller tre gange ved et spilstop.
Oprindeligt var der tale om en midlertidig løsning, men regelændringen blev hurtigt populær blandt ligaer og klubber.
I den forgangne uge meddelte fodboldens regelmyndighed Ifab, at organets medlemmer var enige om at gøre tiltaget permanent.
Det skal dog først officielt godkendes på den årlige generalforsamling, som i begyndelsen af marts blev udskudt på grund af "ekstraordinære omstændigheder".
En ny dato for mødet vil snart blive meldt ud.
En af fortalerne for at kunne gøre brug af fem udskiftninger er Liverpools manager, Jürgen Klopp.
- Vi spillede søndag, onsdag, lørdag og tirsdag. Det er et forfærdeligt program.
- Det er vigtigt, at vi igen går efter at få fem udskiftninger, sagde Klopp ifølge ESPN tidligere i marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker