Pressede Esbjerg dukker Herning og forlænger semifinale
Andreas Grundtvig scorede de to sidste mål i sejren over Herning fredag. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Esbjerg scorede efter 30 sekunder af overtiden, da holdet ude slog Herning Blue Fox 3-2.
Esbjerg Energy holder liv i drømmen om klubbens første DM-finale siden 2018.
Det står klart, efter at holdet fredag slog Herning Blue Fox 3-2 på udebane efter overtid. 24-årige Andreas Grundtvig blev den store helt med esbjergenserne to sidste scoringer.
Herning fører 3-2 i semifinaleserien, inden det sjette opgør i Esbjerg klokken 16 søndag. En eventuel syvende kamp spilles i Herning tirsdag.
Den regerende mester, Aalborg Pirates, er allerede klar til finaleserien, efter at holdet onsdag slog Herlev Eagles for fjerde gang i fire forsøg. Finaleserien sættes i gang næste fredag.
Esbjerg var tvunget i offensiven fredag, og det kunne ses i en første periode, som udeholdet dominerede mod et bovlamt hjemmehold.
Efter 11 minutter modtog Cameron Brown pucken bag mål, og han slyngede den kvikt om på den anden side af mållinjen og mellem Herning-keeper Mac Carruths ben.
Esbjerg var meget tæt på 2-0 inden første pause, men overliggeren reddede Herning.
Pekka Tirkkonen havde givetvis talt med store bogstaver inden anden periode, og den finske Herning-træner fik i så fald den ønskede reaktion.
Herning hævede således niveauet gevaldigt og på et par gyldne minutter blev kampen vendt på hovedet.
Først blev den britisk-canadiske forward Brett Perlini med et hug fra en spids vinkel ved banden efter 33 minutters spil noteret for udligningen til 1-1 efter en meget kraftig afretning.
Og kort efter vendte stjernen Phil Marinaccio pludselig rundt og sendte pucken mod mål fra distancen, hvilket overrumplede både en back og keeperen.
Efter en jævn og chancefattig start på tredje periode havde Herning flere muligheder for at øge til 3-1, men skarpheden var en mangelvare, og så udlignede Andreas Grundtvig i stedet på en sjælden Esbjerg-chance seks minutter før tid.
Overtiden var knap sat i gang, inden Esbjerg tog Herning på sengen, og efter 30 sekunder afgjorde kampen, da Grundtvig tæt under mål dirigerede pucken ind bag Carruth.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned