Presset PL-klub forsvarer brug af statsstøtte
Norwich og Kenny McLean (til højre) var senest i aktion i Premier League 7. marts. Siden har al fodbold været suspendret i England på grund af coronapandemien. Foto: Molly Darlington/Ritzau Scanpix
Molly Darlington/Ritzau Scanpix
I Norwich forsvarer man brugen af lønkompensation, selv om andre PL-klubber har droppet den efter kritik.
Kritikken haglede ned over Liverpool og Tottenham, da klubberne meddelte, at de ville sende medarbejdere hjem med statsstøtte i coronakrisen.
Det blev så grelt, at begge klubber siden droppede kompensationsordningen, men Norwich i den engelske Premier League holder stædigt fast i at modtage regeringens løntilskud til klubbens medarbejdere.
- Vi vidste, at vi ville blive kritiseret på grund af beslutningen, men vi ændrer ikke holdning. Vi går ikke på kompromis, og vi mener, at vi gør det rette.
- Vi har de bedste ejere i fodboldens verden. Det er et faktum. Vi har ikke de rigeste ejere, men vi mener, at vi gør tingene på den rigtige måde.
- Det handler også om vores personale, og vi ønsker ikke en række afskedigelser, siger Ben Kensell ifølge BBC.
Han har titel af chief operating officer i Norwich og forsvarer klubbens beslutning i et radiointerview med BBC Radio Norfolk.
Norwich og Newcastle er i øjeblikket de to eneste klubber i ligaen, som benytter ordningen, hvor regeringen kompenserer 80 procent af lønnen til hjemsendte medarbejdere.
Norwich har i øjeblikket 200 administrative medarbejdere på ordningen, hvilket altså ikke er spillerne, og Norwich betaler i coronakrisen selv de resterende 20 procent af de ansattes løn.
Klubben ligger sidst i Premier League og har ikke været i kamp siden 0-1-nederlaget ude mod Sheffield United 7. marts. Kort efter den kamp blev fodbold suspenderet i England.
Ifølge Ben Kensell lider Norwich økonomisk i coronakrisen, ligesom de fleste andre klubber gør, men han vurderer alligevel, at Norwich er i en anden situation, end klubber der eksempelvis har en hovedrig ejer.
- Beslutningen er i klubbens bedste interesse. Vi har været meget gennemsigtige med, at vi drives på en selvfinansieret måde, siger Ben Kensell.
Han oplyser, at Norwich i dette regnskabsår indtil nu har omsat for 123 millioner pund, og de 93 millioner er kommet via tv-indtægter.
Indtil nu har Norwich haft udgifter for 125 millioner pund, og klubben forventer at tabe 35 millioner pund i coronakrisen.
- Hvis vi havde den nødvendige pengestrøm til at sige nej til ordningen, som andre klubber har, så ville vi have gjort det, siger Ben Kensell.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker