FCK-spillerne var ikke kyniske nok, da holdet kom foran 1-0 i torsdagens Europa League-kamp mod tyske Hannover 96.
Det mener midtbanespilleren Thomas Kristensen, som kort efter scoringen kunne se tyskerne score to gange i træk og dermed sikre sig 2-1-sejren i gruppe B.
- Det viser deres kvaliteter, og det viser måske, at vi manglede noget kynisme i den periode, siger Thomas Kristensen.
Han erkender blankt, at chancerne for at gå videre til 1/16-finalerne til foråret nærmest er ikke-eksisterende.
- De er helt klar små nu. Vi må prøve, om vi kan vinde de sidste to kampe, og så må vi se, hvad der sker i de andre kampe, siger han.
FC København har med to gruppekampe tilbage nu fire point op til både Hannover og belgiske Standard Liege, som indtager de to pladser, der giver avancement til europæisk fodbold efter nytår. Dermed kan FCK ikke længere selv afgøre sin Europa League-skæbne.
- Det er en kæmpe skuffelse, men det var et godt hold, vi mødte, og vi leverede egentlig en god præstation, men vi manglede noget kynisme på de sidste procenter, siger Thomas Kristensen.
- Vi er ærgerlige. Vi ville gerne have vundet, specielt fordi vi kom foran. Men de straffede os hurtigt på fem-seks minutter og vendte 1-0 til 1-2, siger han.
Næste europæiske opgave for FCK er på udebane mod ukrainske Vorskla Poltava sidst på måneden. Derefter kommer Standard Liege på besøg i Parken 15. december.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned