PSG straffer spaniere og sætter kurs mod kvartfinale
Kylian Mbappé var på pletten med sit 31. mål i denne sæson, da PSG slog Sociedad. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Kylian Mbappé og Bradley Barcola scorede målene, da Paris Saint-Germain slog Real Sociedad 2-0.
Real Sociedad bød i nogen udstrækning Paris Saint-Germain op til dans, men fik ikke meget ud af anstrengelserne.
Derfor vandt PSG onsdag den første af to ottendedelsfinaler i Champions League med 2-0 efter scoringer af Kylian Mbappé og Bradley Barcola i anden halvleg.
Der er returkamp i San Sebastián om tre uger, og her er spanierne nødt til at oppe sig offensivt, hvis der skal være spænding om det samlede resultat.
Der var omridset af en overraskelse i første halvleg, hvor Sociedad efter en stor indledende chance til Mbappé tilspillede sig en håndfuld farlige situationer.
Alle forsøg blev dog sendt forbi Gianluigi Donnarummas målramme, og generelt blev der ikke investeret nok i feltet af gæsternes offensive spillere.
Lige før pausen var gæsternes midtbanespiller Mikel Merino tæt på med et drøn uden for feltet, men bolden snittede den forkerte side af overliggeren, og de første 45 minutter forblev uforløste.
I anden halvleg skiftede kampen karakter. Luis Enrique fik rusket op i sine spillere, og efter en lille times spil blev det 1-0, da Mbappé fra tæt hold sendte et forlænget hjørnespark op i nettaget.
Det var stjernespillerens fjerde træffer i årets Champions League og den 31. scoring i optræden nummer 30 på tværs af alle turneringer siden sæsonstart.
Lidt senere ramte Mbappé også overliggeren, inden 21-årige Bradley Barcola efter en meget flot og energisk soloaktion prikkede bolden mellem Sociedad-keeperens ben og øgede til 2-0.
Herefter havde Sociedad for travlt med at begrænse skaden til at skabe et modsvar i den anden ende, og det sluttede derfor med en komfortabel sejr til værterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker